København, 1. oktober 2025
Hvordan fremtidssikrer vi detailhandlen i en tid med generationsskifte, global platformskonkurrence og butikslukninger i bymidterne? Det var det overordnede spørgsmål, da godt 200 deltagere fra hele landet var samlet på Comwell Portside i Nordhavn til New Retail Day 2025, en ambitiøs konference arrangeret af Detailforum i samarbejde med brancheforeningerne MERK, Skobranchen.dk, Danske Handelsbyer, Dansk Erhverv og Forbrugsforeningen.
Dagen bød på indsigter, inspiration og to stærke prisuddelinger og efterlod et klart signal: Detailhandlen forandrer sig, men har stadig et stærkt hjerte og store muligheder for dem, der tør tænke nyt.
Første del af dagen stillede skarpt på de unge generationer, både som medarbejdere og som kunder. Og det er ikke business as usual, hvis man spørger dagens første oplægsholdere.
Benjamin Kloster, AI-ekspert og CMO i F&H Group, åbnede med et skarpt indlæg om, hvordan kunstig intelligens allerede nu kan bruges strategisk til at engagere unge og optimere arbejdsgange i retail.
Herefter indtog Finn Poulsen, direktør i Bestseller Retail Europe, scenen med en klar opsang til specialvarehandlen: Vi risikerer at sakke bagud, hvis vi ikke anerkender, at både medarbejdere og forbrugere i dag har nye forventninger. Mere fleksibilitet, mere mening, mindre fokus på den klassiske produktviden.
Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, fulgte op med en bred analyse af branchens betydning for dansk økonomi og pegede på nødvendigheden af stabile politiske rammer og måske en opdateret detailuddannelse?
Dagens måske mest konkrete HR-eksempel kom fra Michael Skou, HR-direktør i REMA 1000, der gav et unikt indblik i kædens arbejde med talentudvikling, lederuddannelse og socialt ansvar og inviterede specialvarehandlen til at lade sig inspirere.
Temaet blev afsluttet med Retail Talk I, hvor bl.a. butikselev fra Matas, Mille Rosengren Jensen, Finn Poulsen, Benjamin Kloster og Michael Kjær Pedersen fra Uddannelsesnævnet diskuterede, hvordan vi kan løfte detailhandlens image og gøre karrierevejen mere attraktiv for unge.
Lige inden frokost blev spændingen endelig udløst, da landsvinderne i kampagnen Byens Bedst Klædte Mand blev præsenteret. Midt blandt alle deltagerne til New Retail Day trådte butiksejer Jesper Bang fra Din Tøjmand i Brædstrup og hans nominerede kandidat Nicklas Vase op på scenen til stor applaus.
Nicklas Vase løb med titlen som Danmarks Bedst Klædte Mand efter at have sikret sig hele 1.513 stemmer i den landsdækkende konkurrence. Bag ham stod Jesper Bang, der med stolthed fortalte om den lokale opbakning og glæden ved at sætte både Brædstrup og sin butik på landkortet.
Efter frokost tog vi hul på spørgsmålet om, hvordan den fysiske butik kan finde sin plads i en digitaliseret detailverden.
Lizanne Kindler, CEO i amerikanske KnitWell Group, åbnede temaet med et stærkt og internationalt perspektiv. Med 3.000 butikker og otte brands i porteføljen har hun om nogen erfaring med at få online og fysisk handel til at spille sammen. Hendes budskab var klart: Hvis du vil have loyale kunder, skal du gøre butikken til omdrejningspunktet og skabe oplevelser, der ikke kan klikkes hjem.
Lars Elsborg, CEO i Sport24, tog stafetten med hjem til Danmark og delte kædens rejse fra 100% fysisk til en digitalt integreret omnichannel-forretning, herunder investering i robotlager, nyt butikskoncept og stærk lokal tilstedeværelse.
Eftermiddagens sidste indspark kom fra Anders Baagland, formand i Danske Handelsbyer, der holdt et passioneret oplæg om bymidtens rolle som samlingspunkt og den voksende udfordring med butiksdød og aflastningscentre uden for centrum. Han advarede mod politisk passivitet, især op mod kommunalvalget til november.
Dagen blev afrundet med Retail Talk II, hvor Baagland, Elsborg, Ole Mortensen (Butik Miami) og Lars Ramme (Dansk Erhverv) debatterede, hvordan vi balancerer onlinehandel, aflastningscentre og turisme, uden at miste grebet om levende bymidter og fællesskaber.
Retail Entrepreneurship Prisen 2025 gik til Restaurant Bouillon, som har skabt et unikt detailgastronomisk koncept med både fysiske rammer, stærk digital tilstedeværelse og stor skalerbarhed.
Detailforum Prisen 2025 blev tildelt Anders Holch Povlsen, CEO i Bestseller, for hans mangeårige betydning for dansk detailhandel – både som købmand, brandbygger og samfundsaktør.