Hollandske herretøjsbutikker satte gang i snakken – og inspirationen


Hvordan skaber man en butik, der rammer plet hos manden anno 2025? Det spørgsmål blev vendt og drejet, da ni danske herretøjsforhandlere i april tog med MERK og Men's Fashion World Fonden på en fælles inspirationstur til Holland. Tre dage med butiksbesøg, samtaler og masser af faglig sparring gav deltagerne ny energi – og konkrete idéer at tage med hjem til egen butik.

MERK stod bag programmet, som førte deltagerne gennem Eindhoven, Nistelrode, Waalwijk og Amsterdam – og Men's Fashion World Fonden støttede turen økonomisk, så deltagerne blot skulle dække deres flybillet til Amsterdam.

Inspiration fra butikker, der gør det anderledes

Rejsen bød på besøg hos nogle af Hollands mest markante herretøjskoncepter:
Bijenkorf, det stilrene stormagasin i Eindhoven, Coef, en high-end multibrand-butik, og Mensroom, en specialbutik med attitude og kant. I Nistelrode blev deltagerne vist rundt hos Van Tilburg, et af landets største modehuse – og derefter til Calico, hvor både butiksindretning og udtryk skilte sig ud. I Waalwijk fik gruppen en varm velkomst hos Van Dijk, en inspirerende butik med café og loungeområde, hvor ejeren delte sine erfaringer.

På tredjedagen rundede turen af med et eksklusivt besøg hos G-Star HQ lidt uden for Amsterdam. Her fik deltagerne en unik præsentation af CEO Rob Schilder samt mulighed for at møde hele virksomhedens topledelse. Det var en fantastisk oplevelse, der kun var blevet mulig takket være Jonas Bach, CSO i NN07, som ikke alene åbnede dørene hos G-Star, men også havde ydet værdifuld hjælp til at arrangere turens øvrige besøg.

Fem ting, der inspirerede deltagerne mest

  1. Mindre varervolumen – større overskuelighed
    I næsten alle butikker var antallet af varer i selve butikken skåret ned. Typisk blev kun 2-3 styk af hver style eller farve præsenteret, hvilket skabte en lettere og mere indbydende butiksindretning. Kunderne fik langt bedre overblik – en tilgang der måske også kan inspirere danske butikker til at turde "vise mindre" og dermed give mere ro i salgsrummet.

  2. Dobbelteksponering – én vare, to målgrupper
    Mange steder blev de samme varer vist flere steder i butikken, men i forskellige sammenhænge. Det gjorde det lettere at tale til flere kundeprofiler samtidig og kan samtidig hjælpe med at optimere lagerstyringen.

  3. Stærk visual merchandising – mode bliver levende
    Butikkerne excellerede i at vise, hvordan man kan klæde sig som mand. Gennem gennemtænkt dekoration og inspirerende opstillinger blev kunderne guidet til nye tøjvalg. Flere deltagere bemærkede, hvor effektivt det var til at "flytte" kundernes stil.

  4. Mix af brands – modebilledet frem for mærkefokus
    De hollandske butikker arbejdede ikke med skarpe brandopdelinger. I stedet var der fokus på farver, looks og temaer. Det gav en mere fleksibel og modeaktuel oplevelse – og måske en inspiration til at løsne lidt op for de klassiske brandzoner herhjemme.

  5. Butikken som univers – ikke kun tøj
    En klar tendens var, at herretøjsbutikkerne tilbød meget mere end tøj: sko, parfumer, solbriller, tasker og endda bøger. Butikkerne blev til hele "mandeuniverser", hvor den samlede oplevelse og butikkens identitet – ikke nødvendigvis de enkelte brands – var det, der tiltrak kunderne.

Butiksejerne i centrum – og i dialog

Turen bød ikke kun på ny viden fra hollandske butikker – den virkelige værdi lå i samspillet mellem deltagerne. Der opstod hurtigt en ærlig og åben dialog blandt butiksejerne, hvor man delte erfaringer, stillede spørgsmål og udfordrede hinandens idéer. Alt blev vendt: lagerstyring, kundeloyalitet, personaleledelse og branding – og samtalerne fortsatte langt ud på aftenen.

På turen deltog:
Ole Mortensen (Miami, Fredericia), Theis Beer (La Strada, Stenløse), Thomas Kaufmann (Kaufmann, HQ), Michael Hass (Tøjeksperten, Helsinge), Frank Skovgaard (Mr. Kæden, HQ), Jesper Bang Wohlert (Din Tøjmand, Brædstrup), Rene Pedersen (Din Tøjmand, Tarup Centret), Christina Brødbæk (Mr. August, Helsingør), Keld Skov (Toft, Silkeborg) samt Nikolai Klausen fra MERK, der var guide og arrangør på rejsen.

Om Men's Fashion World Fonden

Men's Fashion World Fonden var med til at gøre turen mulig. Fonden støtter initiativer, der styrker udvikling og uddannelse inden for herretøjsbranchen – og yder økonomisk hjælp til medlemmer i særlige situationer. Du kan som herretøjsbutik både søge støtte til uforudsete udgifter og til projekter, der styrker kompetencer og innovation.
Læs mere om Fonden på www.merkdanmark.dk.

Inspirationstur 2026

Turen til Holland har vist, hvor meget der kan opstå, når branchefolk mødes uden for de vante rammer. Derfor vil MERK forsøge at sammensætte en lignende tur i april 2026 – med ny destination, nye butikker og samme fokus på inspiration og fagligt fællesskab.

Udvalgte billeder fra turen

MERKDANMARK

Visit

Børsen
1217 København K

Contact

T: (+45) 3374 6139
M: info@merkdanmark.dk
Copyright © 2024, MERK, CVR 15266414, All Rights Reserved